Ufrivillig barnløshed
At finde ud af, at man har svært ved at få børn kan alt efter hvem man er, hvilke værdier man har i sit liv og hvor man er i sin tilværelse få meget forskellige konsekvenser. Nogle kan forholdsvis let forestille sig en tilværelse, hvor børn og familieliv ikke behøver at være omdrejningspunktet. Hos andre udløser mødet med den ufrivillige barnløshed en regulær livskrise, der rammer dybt ind i både kønsidentitet, selvforståelse og parforhold. En særlig situation opstår, hvis ønsket om barn ikke er lige stærkt hos manden og kvinden, eller hvis den ene allerede har et barn fra et tidligere forhold. Vælger parret at søge hjælp via assisteret befrugtning følger der med livet som barnløs i behandling en helt række særlige livsvilkår, dilemmaer og stressmomenter. Ligesom de fleste oplever at både seksualitet og parforhold kommer på en gevaldig prøve. For en del betyder barnløsheden, at de for første gang oplever, at de har brug for hjælp fra en psykolog til at kunne genfinde sig sig selv og retningen i livet. Hvis man ikke selv har haft ufrivillig barnløshed tæt inde på livet - personligt eller professionelt - kan det være meget svært at forstå hvilken gennemgribende sorg og krise mødet med den ufrivillige barnløshed kan udløse. Som psykolog har jeg adskillige års erfaring med mennesker der er ufrivilligt barnløse. I mit arbejde med ufrivlligt barnløse, hvad enten det er terapeutisk, eller til foredrag og workshops er det mit mål at møde de barnløse der hvor de er, anerkende den betydning barnløsheden har netop for dem, men samtidig give dem konkrete ideer og redskaber til hvordan de på konstruktiv vis kommer videre ud fra de livsvilkår som de befinder sig i. Dette er også ideen bag bogen; Parforhold og barnløshed – at passe på sig selv og hinanden. Udover den direkte kontakt med de ufrivilligt barnløse tilbyder jeg forskellige workshops, kurser og faglige indspark til personalegrupper på fertilitetsklinikker. |